Det gode konsulent-CV
"CV’et skal altid være målrettet projektet det bydes ind på – jo mere målrettet CV’et er, jo lettere bliver det at sælge konsulenten ind på opgaven." – Robert Mortensen, Partner i RedShoes Consulting
CV’ets omfang
Dit CV skal indeholde den mest nødvendige information om dine erfaringer, tidligere projekter og kompetencer, men samtidig skal det være overskueligt at læse for modtageren. Lange CV'er kan virke overvældende og svære at finde rundt i, så sørg for at holde CV’et så kort og præcist som muligt.
En god idé er at holde sig til at beskrive projekter inden for de sidste 10 år. Især fordi IT-branchen konstant udvikler sig – og det som regel ikke giver værdi at inddrage detaljerede beskrivelser af projekter som måske er teknisk irrelevante nu.
Men der er altid undtagelser. Hvis din erfaring fra for 25 år siden er hyper-relevant for en opgave i dag, så skal du selvfølgelig inkludere den.
Erfaring og projekter, der ligger længere tilbage end 10 år, kan du opsummere med oneliners i bullet-format i slutningen af projekterfarings-afsnittet.
CV’ets opbygning
Du kan opbygge dit CV på følgende måde:
- Profilbeskrivelse
- Kernekompetencer
- Projektbeskrivelser
- Joberfaring
- Uddannelse
- Kurser og certificeringer
For at skabe et letlæseligt CV er det en god ide at kombinere sammenhængende tekst med bulletpoints i de forskellige afsnit. På den måde kan modtageren hurtigt danne sig et overblik og efterfølgende dykke ned i detaljerne.
Målret dit CV
At have et generisk CV er ikke ideelt. Ingen virksomheder gider at føle sig som en i mængden – de vil gerne føle sig specielt udvalgt af dig. Men at skulle starte forfra hver gang er også udmattende.
Du kan derfor lave et grundlæggende brutto-CV, som du kan udarbejde forskellige varianter på baggrund af. Herfra kan du tilpasse dit CV præcis til det specifikke projekt, du vil byde ind på, hvilket får din profil til at fremstå stærkere.
Profil- og projektbeskrivelser
For at skabe et klart overblik over dine erfaringer og kompetencer er din profilbeskrivelse og dine projektbeskrivelser helt centrale.
Din profilbeskrivelse er et vigtigt element, da det er noget af det første, der fremgår på dit CV. En stærk profilbeskrivelse opsummerer kort og præcist din erfaring, dine kernekompetencer og eventuelt certificeringer. Undgå derfor at din profilbeskrivelse bliver for lang og generisk og uden relevans for det specifikke projekt. Tilpas gerne beskrivelsen til den specifikke rolle, du søger.
Projektbeskrivelserne skal tydeligt beskrive din rolle og dit bidrag på et tidligere projekt. Undgå for generelle beskrivelser af selve projektet og vær i stedet specifik omkring, hvad du konkret bidrog med, og hvilke resultater du opnåede på projektet.
I nogle tilfælde kan du med fordel fremhæve din specifikke erfaring med særlige teknologier, ledelse, teamsamarbejde, branchekendskab eller lignende.
Billede og personlig information
Hvis du vælger at have et billede på dit CV, så sørg for at bruge et professionelt billede, som giver det bedste førstehåndsindtryk.
Du bør også overveje mængden og relevansen af personlig information i dit CV. Personlig information som civilstatus, fritidsinteresser og lignende er som regel ikke relevant i et konsulent-CV, medmindre det har betydning for dine arbejdsvilkår.
Har du spørgsmål eller brug for inspiration?
Hvis du har brug for inspiration til, hvordan det gode konsulent-CV kan se ud, har vi udarbejdet et fiktivt konsulent-CV, som du kan tage et kig på her. Du kan også med fordel tage udgangspunkt i vores danske eller engelske CV-templates.
Og så står vi altid klar med gode råd og svar. Hvis du har spørgsmål, kan du altid række ud til os på als@pentia.dk.
Artiklen er udarbejdet på baggrund af input og erfaringer fra Partner i RedShoes Consulting, Robert Mortensen, og Testmanager i Danske Spil, Lars Misimi.
Bliv freelancekonsulent
Skal vi hjælpe dig i gang?
Er du en erfaren konsulent, der brænder for at løse udfordrende opgaver og levere ekspertise i verdensklasse? Så er du kommet til det rette sted!