Artikel

Få din strategi til at virke i virkeligheden

"Problemet er bare, at 70-95% ikke lykkes"

Statistisk set har din strategi dårlige odds. De færreste strategier skaber reel værdi i virkeligheden. En række studier viser fx, at mellem 70% og 95% af alle strategier fejler i eksekveringen og ikke når den ønskede effekt.

Research fra bl.a. Robert S. Kaplan tegner også et nedslående billede, hvor 90% af virksomhederne fejler i at gennemføre deres strategier med succes på grund af kløften mellem strategi og eksekvering.

Faktisk forstår 95% af alle medarbejdere ikke engang deres egen virksomheds strategi (hbr.org).

Derfor er der stor sandsynlighed for, at din forretning sidder med samme oplevelse: Ambitionerne er rigtige, men effekten udebliver.

Så hvorfor fejler strategier, når de skal fra tegnebrættet og ud i virkeligheden? Og hvad kan du gøre for ikke at blive en del af den kedelige statistik?

Det har vi i Pentia et bud på. Og vores erfaring siger, at det virker.

 

I denne artikel kan du læse om:

  • 2 klassiske fejl, der forhindrer din strategi i at blive til virkelighed
  • Introduktion til Stratecution-metoden – en genvej til effektiv og eksekvérbar strategi
  • 3 grundprincipper i Stratecution: Adfærdsmål, uddelegering og test før skalering

 

Hvorfor bliver din strategi ikke til virkelighed?

De samme to udfordringer spænder ben igen og igen, når virksomheder gerne vil føre deres strategier ud i livet. I Pentia har vi gennem tiden set det gentage sig på tværs af brancher, kulturer og strategier.

Vores gæt er, at du kan genkende mindst en af dem:

 

1) For specifikt: Løsningerne er bestemt på forhånd
Løsningen bliver defineret i strategien: ”Vi skal have flere kunder ind – lav en app”, ”Vi skal have bedre workflow – igangsæt udvikling af digitale tavler” eller ”Vores reach skal øges med en ny CDP”.

Selve løsningen er ledelsesmæssigt besluttet, før I ved, om den reelt løser det problem, der står i vejen for den ønskede effekt. Dine dygtige kollegaer leverer inden for den aftalte ramme. Men den ønskede effekt udebliver.

Her er problemet, at der er fokus på leverancen frem for værdien af den. I bliver opfordret til (og belønnet for) at blive færdige – frem for at opnå en effekt.

Lyder det bekendt?

 

2) For abstrakt: Løsningerne implementeres for langsomt
Arbejdet med at komme fra strategi til løsning tager ofte aaaalt for lang tid.

Konsekvensen er, at I ikke følger markeds- og brugerbehov. Der opstår så lang time-to-market, at kunderne er videre til nye behov eller services, inden løsningen er klar. I får for store omkostninger på lange udviklingsprocesser og for sen gevinstrealisering.

Hvorfor sker det?

Strategien kræver for meget fortolkning og giver primært mening for dem, der selv var med til at lave den.

Når vi vil ”Ændre verden gennem fællesskaber” (WeWork) eller ”Være hjemmeside for internettet” (Yahoo!), så lyder det godt.

Der er bare ingen, der forstår, hvad det betyder.

Som vi skrev i starten: 95% af medarbejderne forstår ikke strategien. Det er abstrakt og derfor uklart, hvad der skal til for at nå i mål. Vejen derhen bliver snørklet, lang – og langsom.

For når du og dine medarbejdere ikke har en mere konkret retning, går der nemt analysesump i den. Man kan blive ved med at undersøge lidt mere og lidt mere.

I kan også let havne i ’over-engineering’, hvor løsningerne bliver unødigt komplekse og avancerede i forhold til, hvad der faktisk er nødvendigt for at opfylde målene.

 

Et bindeled, der er lige tilpas
Den ene udfordring er altså, at strategien bliver for specifik og får leverancefokus. Den anden er, at strategien er så abstrakt, at den er svær at oversætte til handling og løsning.

Fælles for dem er, at du ikke opnår den ønskede effekt.

Du har brug for en bedre forbindelse mellem strategi og eksekvering. Et bindeled, der skaber det rette fokus.

 

Stratecution-metoden: En genvej til effektiv og eksekvérbar strategi

Men hvad kan fungere som bindeled mellem strategi og eksekvering? Hvad er tilpas konkret til at handle på, men ikke så specifikt, at det forhindrer dig i at finde de rigtige løsninger?

I Pentia har vi udviklet vores egen metode baseret på erfaringer fra +100 kunder, lange samarbejder og store, komplekse projekter. Vi kalder den Stratecution.

I al sin enkelthed er strategy+execution=stratecution. Grundstenen er at spørge; hvilke problemer skal vi løse, og hvilken adfærd skal vi skabe?

Metoden har en stor værktøjskasse, der selvfølgelig låner det bedste fra andre tilgange, fx OKR og design thinking. Men du kommer langt ved bare at følge dens 3 grundlæggende råd.

 

Stratecution-model

 

3 centrale råd til at lykkes med din strategi

 

#1: Lav mål for adfærd

Vil du lykkes med en strategi, kræver det helt basalt, at nogen fremover skal gøre noget anderledes. Ændre adfærd.

Derfor er det første råd: Brug adfærd som bindeled mellem udarbejdelse af strategi og eksekvering af den. Gør det konkret for dine medarbejdere, hvilken adfærd en løsning skal skabe. Og evaluér på, om adfærden opnås.

Hvad er fordelene ved adfærdsmål?
Med adfærdsmål ser du tidligere og tydeligere, om jeres indsats virker. Du kan observere og måle, både når I får idéer, afprøver prototyper og med det samme efter lancering.

Hvis dit strategiske mål er at øge omsætningen ved at sælge flere is, kan adfærdsmålet fx være: ”vi skal have flere kunder til at træde ind i butikken”, eller ”kunderne skal købe en større is”.

Adfærdsmål har (især) 3 fordele:

  • Du sikrer, at alle forstår og arbejder ud fra en fælles definition af, hvem der skal gøre hvad anderledes. Du skaber retning for en løsning uden at definere den.

 

  • Du gør det nemt for jer, der driver strategien, at afprøve og måle hurtigt på, om I når den ønskede effekt. Adfærd kan nemlig ses med det samme. Evaluerer du i stedet på overordnede forretningsmål, fx 4% større omsætning det kommende år, kan du vente længe på svaret.

 

  • Du sætter fælles fokus på værdiskabelsen frem for leverancen i sig selv. I stedet for at spørge om I ”når deadline” eller ”kan sætte hak ved alle leverancer”, så spørger du, hvordan I kommer frem til den ønskede effekt.

 

Men – når du sætter adfærdsmål, har du derfor også brug for at vide, hvilke konkrete problemer, strategien er sat i verden for at løse. Det bringer os videre til nøgleprincip #2.

 

#2: Uddelegér problemer til det team, der skal eksekvere

Når du driver din forretning ud fra Stratecution, skal du sikre en klar opgavefordeling:

Dem, der definerer strategien, sætter en ramme for, hvilken værdi en løsning skal bringe, hvilke problemer den skal løse, og hvilken adfærd den skal skabe.  

Det strategiske ansvar er ikke at uddelegere en løsning. Det er at uddelegere en ønsket værdi – adfærdsmålet. På den måde får det eksekverende team muligheden for at arbejde iterativt frem mod den bedste løsning.

Dem, der eksekverer på strategien, definerer og validerer, hvad den rigtige løsning er. Deres mål er ikke at levere en fx en app. Det er at levere en effekt – evalueret på adfærdsmålet. Det er med til at ændre fokus fra at noget skal være færdigt, til at noget skal virke i den virkelige verden.

Du kan naturligvis stadig sætte rammer – for økonomi, team, deadlines, afhængigheder osv. Men hvis du ikke giver teamet rummet til at afsøge og afprøve, så får du det, du har bedt om – også selvom det ikke får strategien til at spille i den virkelige verden.

 

#3 Bevis værdien før du skalerer løsningen

Sidste råd: Dit projekt er ikke færdigt ved lanceringen. Lav en hurtig prototype. Test. Lav forbedringer. Test igen. Få en simpel version af løsningen ud i verden. Test igen. Og igen.

Sørg for at du så tidligt som muligt kan få dele af løsningen lanceret og lære af den. Evaluér, optimér og lær, før du skalerer.

For dit fokus skal ikke være på at udkomme, men på effekten. Derfor er lanceringen kun starten – ikke målstregen.

 

Hvad har vi lært? Hvordan kommer vi videre?

Din strategi har altså oddsene imod sig, og langt de fleste udarbejder strategi, der er for specifik til at kunne prøve sig frem til de rigtige løsninger – eller så abstrakt, at det tager alt for lang tid.

Men du kan gøre noget andet. Du kan lave adfærdsmål, fokusere på effekt ved hjælp af en skarp rollefordeling samt teste tidligt og ofte.

I Pentia driver vi altid opgaver ud fra, at værdien skal stå forrest. Derfor er vi mere optagede af at finde de rigtige potentialer, løse problemer og opnå effekt, end vi er af at bygge og lancere noget. Stratecution etablerer et fælles fokus på effekt i den virkelige verden fra alle sider af forretningen – ved at arbejde ud fra adfærd som centralt omdrejningspunkt.

Det virker.

Strategi der ikke samler støv

Heidi Lundø præsenterer på morgenmøde i Pentia

Skal vi hjælpe dig i gang med adfærdsdrevet og eksekvérbar strategi?

Pentias strategiske værktøjskasse tager udgangspunkt i forretningsbehov, kundepotentialer og adfærden i din organisation. Det sikrer en strategi, du rent faktisk kan eksekvere og forankre. Læs mere om, hvordan vi arbejder med strategi, organisationer og transformation.

Læs mereLæs mere

Er du sulten efter mere?

Se alle vores artikler