10 års strategisk partnerskab fremtidssikrer Ældre Sagen
Kunde
Leverance
Digital platform
UX & Design
Digital Transformation
Strategisk Rådgivning
Personalisering
Med over 1 million medlemmer er Ældre Sagen en af Danmarks største og mest indflydelsesrige medlemsorganisationer – og har i mange år været omdrejningspunkt for ældres rettigheder, muligheder og fællesskaber.
Det har Ældre Sagen også planer om at være i fremtiden.
”Ældre Sagen skal være klar til både nutidens og fremtidens medlemmer og frivillige. Det kræver konstant udvikling af vores digitale platforme.”
– Sif S. Broby Madsen, Chef for IT og Digital udvikling, Ældresagen
Paradoksalt nok er Ældre Sagen i dag længere fremme i skoene end de fleste, når det gælder digitale oplevelser. Det havde du ikke troet, vel? 10 års samarbejde har lært både Pentia og Ældre Sagen meget.
Men som samfundet ændrer sig, og digitalisering bliver en stadig større del af livet både før og efter pensionen, står Ældre Sagen som alle andre medlemsforeninger overfor en kritisk udfordring:
Hvordan kan organisationens digitale platforme følge med forventningerne – både fra nuværende medlemmer og kommende generationer?
I denne artikel får du svar på:
- Hvordan vi ser på fremtiden for medlemsorganisationer?
- Hvordan Ældre Sagen sikrer fleksibilitet og konstant udvikling
- Hvordan Ældre Sagens fremtidsplaner ser ud?
Del 1: Fremtidens medlemmer
Forventningerne i dag er formet af en verden, hvor netbank og MitID er lige ved hånden. Hvor vi har mere information end opmærksomhed, mere underholdning end tid – og ingen tålmodighed til dårlige brugeroplevelser.
Fremtiden peger på mere af det samme – kombineret med meget mere regnekraft, hyperpersonalisering og opløsning af digitale kanaler. Når 86% af millenials gerne vil have personaliserede brugeroplevelser, hvor stor en andel af Generation Z vil så se det som en selvfølge? Og hvad med Generation Alpha? Hvor mange af dem gider bruge dine platforme, hvis de ikke har stemmeaktiveret navigation?
Udviklingen går så stærkt, at din vigtigste opgave er – at være gearet til udvikling.
Så hvordan udruster du en organisation, så den kan tage godt imod – og fastholde – fremtidens medlemmer? Også dem som doomscroller, ikke ser flow-TV og sjældent melder sig ind i politiske foreninger. Og dem, du slet ikke kender endnu.
Hvad med barrierer som legacy-systemer, der æder driftsbudgettet. Og kravene til tilgængelighed og compliance?
Ældre Sagen er stadig på vej – men kommet et godt stykke. Her er, hvad de og vi i fællesskab har gjort.
Del 2: 10 års samarbejde
Hvordan gearer du op til konstant digital transformation? Du tager da fat i Pentia og siger, at du vil købe en ny hjemmeside. Det var i hvert fald hvad Ældre Sagen gjorde. And the rest, as they say, is history. 10 års historie.
De to vigtigste skæringspunkter i samarbejdet er opstarten med nyt digitalt univers baseret på Sitecore i 2015 – og transformationen til et mere fleksibelt og fremtidssikret digitalt setup, der startede i 2022. Men tidslinjen viser også et samarbejde, der gradvist udviklede sig fra leverandør af digitale løsninger til strategisk partner på det digitale område.
I 2015 fik Ældre Sagen et helt nyt website, som også rummede en frivilligportal, en mindre webshop og satellit-sites til lokalafdelinger. Alt sammen bygget fra bunden i Sitecore. Dermed stod Ældre Sagen stærkere og kunne servicere og facilitere medlemmer og frivillige bedre digitalt.
Som årene gik lavede Pentia flere løsninger med fokus på gode brugeroplevelser og nem drift. Og de blev en fast del af Ældre Sagens medlemstilbud – eksempelvis det populære digitale opslagsværk Værd at Vide og en online demenstest. Derudover løbende optimering og rettidig opdatering – naturligvis.
Men i 2022 skete der noget.
Del 3: Da vi sammen fandt en mere omkostningseffektiv vej
I 2022 var det ved at være tid til endnu en opgradering af Ældre Sagens Sitecore-løsning. Men den var dyr og omfattende. Desuden var tiden ved at løbe fra tunge løsninger bygget fra bunden. Vi blev hurtigt enige om at gå en anden vej.
Da Ældre Sagen og Pentia stak hovederne sammen, blev løsningen i stedet en digital infrastruktur sammensat vha. moduler og præfabrikerede tredjepartstjenester, som hver især nemt kunne udskiftes efter behov. Gevinsten ville være mindre komplekse projekter, billigere drift og hurtigere time-to-market på nye løsninger, hvilket også ville resultere i strategisk fleksibilitet.
Pentia hjalp med en kortlægning af forretningens behov og et roadmap, der fortalte, hvor vi skulle sætte ind – med fokus på at:
- understøtte strategien
- forretningsudvikle
- løse problemer
- øge fleksibilitet
- optimere drift
- afvikle teknisk gæld
Med den nye tilgang kunne vi i 2023-2024 implementere et system til personalisering af indhold, sikre nem integration af et kommende bookingsystem til frivilliges events samt billigere og mere skalérbar hosting via et flyt fra on-premise til Azure Cloud.
Del 4: Ældre Sagen i fremtiden
I dag er Ældre Sagen paradoksalt nok langt fremme i de digitale sko. Man kunne også tale om en digitalt moden organisation.
Sammen udvikler vi løbende og iterativt – skifter dele ud på bilen, mens den kører. Men fokus er at få mest mulig værdi og ruste Ældre Sagen til en fremtid med hurtig udvikling og omstilling, så de kan være dér, hvor medlemmerne har brug for dem.
Mange organisationer kæmper med at frigøre ressourcer til udvikling. Ældre Sagen er kommet langt. I stedet for at bruge størstedelen af deres ressourcer på at holde systemer kørende, kan de nu investere i nye digitale initiativer, der gør deres platform endnu mere attraktiv for deres medlemmer.
Fremtiden for Ældre Sagen handler bl.a. om et digitalt medlemsunivers, hvor medlemmer og frivillige får adgang til et personaliseret og intuitivt digitalt fællesskab.
Og med en strategi om konstant at udvikle og forbedre deres tilbud, står Ældre Sagen klar til at imødekomme eksisterende medlemmer, frivillige og nye generationer af ældre – alle der stiller større krav til tilgængelighed, teknologi og brugervenlighed.