Pressemeddelelse

Fra digital sundhed til digital strategi: Rikke Clausen skal løfte Pentias strategiske ambitioner

Portræt af Rikke Clausen

”Det er så sindssygt vigtigt med et stærkt, bæredygtigt og fleksibelt teknologisk fundament, når det digitale skal lykkes. Den disciplin mener jeg, at Pentia er blandt de bedste til”

Egentlig lå det ikke i kortene, at Rikke Clausen skulle vende tilbage til bureaubranchen. Men da det digitale konsulenthus bad hende lede deres strategiske rådgivning, lød det alligevel for spændende.

”Jeg har aldrig haft en karriereplan. Jeg har altid navigeret efter gode mennesker og begejstring”, fortæller Rikke Clausen og forsætter: ”Og det er ikke så ofte, man taber kæben over, hvor dygtige nogen er, men det gjorde jeg faktisk under et samarbejde med Pentia”.

Konsulenthuset og den digitale profil har kendt hinanden siden en af de første Sitecore-implementeringer for ca. 20 år siden og har arbejdet sammen flere gange i løbet af årene. ”Det er så sindssygt vigtigt med et stærkt, bæredygtigt og fleksibelt teknologisk fundament, når det digitale skal lykkes. Den disciplin mener jeg, at Pentia er blandt de bedste til”, fortæller Rikke Clausen.

De seneste 5 år har Rikke Clausen arbejdet med health tech, bl.a. som direktør for en startup og COO for en scaleup – kombineret med bestyrelsesarbejde. Men så var det, at Pentia ringede.

Nu er målet at nå endnu længere ud med Pentias kompetencer inden for forretningsstrategi, adfærd og transformation, som konsulenthuset oplever et voksende behov for. Derfor har man skabt et forretningsområde dedikeret til strategisk rådgivning, Pentia Shift, som Rikke Clausen fremover skal lede.

”Vi oplever, at kundernes behov flytter sig. De skal ikke kun have bygget en løsning. De skal finde det rigtige problem at løse. Ofte har vi også brug for at udvikle organisationen og dens digitale strategi for at komme bedst i mål”, fortæller Christian Ruud, Co-CEO i Pentia.

Med solid digital erfaring fra ledende roller i bureauer som Wunderman og Magnetix, skulle man også tro at teknologien var i centrum for Rikke Clausen. Men sådan er det ikke.

”Jeg har altid været lidt uimponeret over teknologi for teknologiens skyld,” fortæller hun og fortsætter: ”men det har nok gjort mig i stand til at stille de irriterende spørgsmål, som giver de smarte løsninger”. Det er spørgsmål, som løbende er blevet mere populære at stille – også i IT-afdelingen. Spørgsmål om formål, adfærd og behov. Hvilket problem løser vi for brugerne og organisationen?

Men det er ikke kun de strategiske overvejelser, der flytter ind i IT-afdelingen. Det digitale flytter også ind i strategien. Det er i overlappet mellem de to, at Rikke Clausen mener, at Pentia ligger i front: ”Når den digitale oplevelse efterhånden gennemsyrer alle kunderejser, og det teknologiske landskab forandrer sig hurtigere end nogensinde før, har man brug for en samarbejdspartner, der kan skabe bæredygtige og fleksible digitale oplevelser hele vejen fra strategi til eksekvering – og fra infrastruktur til brugeroplevelse. Dér står vi stærkt.”

Pentia Shift

Gør strategi til virkelighed

Adfærd i centrum

Din forretning har succes, når du imødekommer dine kunders behov. I Pentia Shift gør vi dig i stand til at accelerere din forretning ved at forstå dine kunders problemer, definere strategi, eksekvere hurtigt og drive digitale løsninger. Derfor tager vi afsæt i adfærd: Dine kunders adfærd. Din organisations adfærd. Og den adfærd, du ønsker at skabe.
Læs mere om Pentia ShiftLæs mere om Pentia Shift