Pressemeddelelse

Det digitale konsulenthus Pentia opkøber app-bureau og udvider paletten med endnu et serviceområde

Pentia opkøber appbureauet House of Code

Pentia udvider også med ny lokation

Vi er utrolig glade for at kunne byde velkommen til såvel nye medarbejdere som nye kunder fra House of Code, siger CCO i Pentia, Christian Ruud og fortsætter:

"Vi har gennem de seneste 3 år været gennem en større transformation, hvor vi tidligere nok var mest kendte for dyb teknisk kompetence indenfor Sitecore området — til i dag, hvor vi kører hele processen lige fra forretningsrådgivning til design af brugeroplevelsen og eksekvering på digitale platforme."

"Med opkøbet af House of Code kan vi udvide paletten yderligere og nu koble apps på som et decideret serviceområde."

Christian Ruud

Co-CEO & Partner

House of Code har dybe kompetencer indenfor appudvikling og har bl.a. udviklet apps for Stofa, Energi Fyn, Gul & Gratis og Ooono. App-bureauet har eksisteret siden 2014 og er gennem perioden vokset til i dag at være 15 medarbejdere.

Arbejdet med apps vil nu fortsætte i Pentia-regi, og direktør i House of Code, Jonathan Bornemann, vil fortsat stå i spidsen for kontoret i Odense.

"Vi har været på en god rejse hos House of Code og har gennem et godt stykke tid talt med Pentia om muligheden for at slå os sammen. Nu er det en realitet, og vi glæder os til at blive en del af dagligdagen — og ikke mindst få over 130 nye kolleger og specialister at trække på."

Jonathan Bornemann

Business Director & Partner, Mobile Experience

Pentia og House of Code slår officielt pjalterne sammen fra 9. marts 2022.

Fremtidsdrømmene

Der er lagt godt i støbeskeen for samarbejdet, da Pentia allerede i dag leverer en lang række store, digitale løsninger — og har i nogle samarbejder allerede udvidet med app-services.

Med House of Code ombord får Pentia nu mulighed for at skrue endnu mere op for app-leverancerne, dog maner CCO’en til besindighed:

"Vores kunder og medarbejdere er først lige blevet informeret og skal derfor lige have lov til at fordøje det hele," siger han og tilføjer:

"Men tanken er selvfølgelig, at vi hurtigst muligt vil begynde at snakke med vores kunder i Pentia om de nye muligheder, vi kan tilbyde."

For godt 1.5 år siden købte Pentia aktiemajoriteten i Klausen og Partners, et digitalt marketingbureau med fokus på B2B , hvilket gav endnu flere strenge at spille på, fortæller CEO i Pentia, Jakob Stampe, og tilføjer:

"Tilbage i 2019 udvidede vi paletten med flere kompetencer for at kunne levere det, som kunderne efterspurgte. Derfor er vi stolte af, at vi i dag står stærkt på alle digitale forretningsstrategiske områder — og at vi har udviklet en forretningsproces, som kan bruges på tværs af brancher. Med House of Code ombord udvider vi endnu engang vores ekspertise," fortæller Jakob Stampe, der samtidig forsikrer, at rejsen slet ikke er slut endnu. ”Men mere om det senere,” som han siger.