Misforstå ej. Vi sætter pris på glasuren.
Men når vi hver dag arbejder på at gøre det sjovt at møde ind på arbejde, og når Pentia flere gange er kåret til Europas sjoveste arbejdsplads, så er det ironisk nok ikke for sjov.
Vi mener faktisk, det skaber mærkbar værdi — ikke bare for os selv og vores medarbejdere, men også for vores kunder og de løsninger, vi leverer.
Logikken siger lidt sig selv. Glade medarbejdere fører til bedre samarbejde, mere fokus og større villighed til at lægge hjertet i ens arbejde.
Det er nemmere at engagere sig i ens arbejde, når det samtidig er sjovt eller på anden måde engagerende.
Men det er kun en del af historien.
Det handler ikke kun om den indstilling, man møder ind på arbejde med. En central faktor er også det humør, man bringer med sig hjem.
Du kender det godt. Ovenpå en lang dag på kontoret eller nede i kulminerne kommer du endelig hjem, klar til at flade ud i sofaen, dykke ned i en fed krimi, sy videre på dit projekt, spille et spil eller hvad end du gør, når du slår fødderne op.
Men du har lige brug for et par minutter, før du kan koble af. Du skal ’lige lande.’
Måske har du faktisk brug for mere end et par minutter. Måske et langt, varmt bad? Hvad med en lille lur før aftensmad? Muligvis ryger der også en times tid med doom-scrolling på telefonen og/eller børn, der skal mades og puttes?
Pointen er, at ovenpå en lang dag på arbejde, har de fleste brug for tid til at koble af og komme ovenpå igen. Men behøver det være sådan?
Behøver din arbejdsplads virkelig dræne dig for energi?