Giver det mening for dig at gå headless?

Er headless CMS det rigtige for din forretning?
Din tid er dyrebar – så hvorfor skal du bruge den på at læse denne artikel?
Det skal du, fordi du gerne vil vide hvilke fordele, der kan være ved headless CMS – og hvad der skal til, for at din organisation er gearet til at høste dem.
Derudover stiller vi også skarpt på, hvilke spørgsmål, der kan være værd at overveje, når du skal finde ud af, om headless er det rigtige for din virksomhed.
Hvad er Headless Content Management?
Traditionelt har udviklingen af dit website og dit CMS hængt uløseligt sammen: Opbygningen af indholdsstrukturen på websitet, de tekniske kompetencer, der udvikler websitet, og måden websitet bliver driftet, er eksempler på faktorer, der er kraftigt påvirket af CMS’et og ikke kun websitet.
I Pentia oplever vi ofte, at processen om udviklingen af et helt nyt website også handler om at vælge nyt CMS. Og det kan trække tråde langt ind i IT og den redaktionelle organisering i virksomheden.
Desværre betyder denne sammenkobling af websitet (brugeroplevelsen) og de administrative processer, at udviklingsprocessen taber fart, og det kan gøre det svært at bevare momentum ift. nye forretningsinitiativer.
Headless CMS adskiller din brugerflade (”hovedet”) og indholdssystem (”kroppen”), så du kan udvikle og drifte dem uafhængigt – og genbruge indhold på tværs af kanaler.

Hurtige leverancer = mere tid til innovation
Headless CMS bygger på moderne IT-principper og gør det muligt for dig at udnytte nye teknologier som cloud og moderne frontend-frameworks. Det giver dig en kortere time-to-market og gør det lettere for din virksomhed at tilpasse sig ændringer i markedet.
For at høste gevinsterne kræver det dog, at din organisation er gearet inden for mindst ét af disse områder:
1. Redaktionelt: Har du mulighed for at genbruge indhold på tværs af kanaler? Er dit indhold struktureret, og arbejder du med datamodellering?
2. Udvikling: Har du adgang til dine egne udviklere, og har du kontrol over udviklingsmetoden? Har du en arkitektur-tilgang, der adskiller udviklingen af brugeroplevelsen fra forretningsprocesserne og integrationerne?
3. Drift: Har din virksomhed behov for global eller skaleret distribution? Har du brug for at kunne tilpasse hosting-muligheder – og har du adgang til cloud- og software-as-a-service-muligheder?
Ligger en eller flere af disse kapabiliteter uden for dit ansvarsområde? Sandsynligvis. Men pointen er, at jo flere af disse kapabiliteter, du dækker eller tilpasser i din organisation, jo højere er gevinsten i et headless setup.
Lad os gennemgå processerne og gevinsterne for de 3 kapabiliteter:
1: En afkoblet redaktion
Vi kan starte med at skyde en myte ned: Valget af headless CMS behøver ikke at betyde noget for det redaktionelle arbejde i din digitale organisation.
Du kan opbygge indhold og sideopsætning i CMS’et på samme måde som i et traditionelt CMS. Og redaktørerne kan redigere dedikerede websider i visse headless CMS’er – med preview og i kontekst af selve siden (ofte kaldet en WYSIWYG-editor). Så når det kommer til funktionaliteter, kan du sagtens sammenligne headless og traditionelle CMS’er, fx ift. godkendelses-workflows, sikkerhed, sproghåndtering etc.
Gevinsterne ved et headless CMS opstår, hvis du anlægger en ny tilgang til indholdsstruktur og -redigering: Tilgangen bliver ofte kaldt ’indholdsmodellering’ eller ’datamodellering’. Og det betyder ganske enkelt, at du tager udgangspunkt i indholdet frem for præsentationen.
Eksempel: Du kan definere en nyhedsartikel som en række felter: overskrift, forfatter, dato, brødtekst, tags mv. Redaktøren skriver nyheder – ikke nyhedssider. Det visuelle bliver styret i frontend, mens CMS’et kun håndterer indhold.
Du kan bruge indholdsmodellen på tværs af kanaler: websites, apps, nyhedsbreve, sociale medier osv. Et headless CMS gør det muligt for dig at skabe og genbruge indhold effektivt, hvis du fokuserer redaktionelt på struktur, og ikke kanal.

2: Den rigtige udviklingsorganisation
Historisk er de fleste websites og selvbetjeningsportaler bygget som samlede løsninger, hvor brugeroplevelse, forretningslogik og integrationer er udviklet som én løsning. Det involverer som regel et væld af forskellige tekniske kompetencer, og det stiller store krav til samarbejdet og processerne, hvis alle de involverede skal arbejde effektivt.
Headless adskiller de tekniske lag: Frontend, backend og integrationer bliver udviklet hver for sig – i forskelligt tempo og med forskellige teams. Det øger fleksibiliteten og udviklingshastigheden.
Headless-paradigmet siger ikke noget specifikt om, hvilke teknologier der er i brug i løsningen, og du kan bruge headless ift. websites, mobile apps, applikationer osv. De fleste Headless CMS’er er dog målrettet websites, og bliver oftest brugt i forbindelse med JavaScript-teknologistakken (også ofte kaldet JAM-stack).
JavaScript bliver derfor brugt i forbindelse med markup (dvs. HTML/CSS) til at opbygge brugergrænsefladen. Det vil sige alt det, der bliver vist og sker, når en bruger klikker rundt på dit website. Du kan derfor bygge, vedligeholde og sætte et website, der er udviklet med et JavaScript-framework, i produktion separat fra de underliggende systemer.
Under dit website ligger et eller flere API’er (’applikation programming interface’). API’erne er snitflader mellem websitet og de underliggende systemer, hvor data bliver hentet eller gemt. I denne sammenhæng er et headless CMS et API, der udstiller dit indhold til brugergrænsefladen.
Ligesom med den redaktionelle organisation er det ikke strengt nødvendigt, at du ændrer din udviklingstilgang eller -processerne for at arbejde med et headless paradigme. Men: Du kan høste nogle væsentlige fordele ved at omstille din tekniske udviklingsorganisation.
Fx stiller udviklingen af websites og apps oftest krav til, at du løbende laver tilpasninger og har mulighed for at lave hurtig udvikling. Så hvis du adskiller udviklingen af integrationer og dermed kravene til compliance og sikkerhed i de underliggende systemer fra dit website, har du mulighed for at skabe en mere agil organisation, der kan reagere hurtigere på forretningens krav og ønsker til brugergrænsefladen.
Og ved at knytte webudvikling tættere til forretningsejeren (i stedet for IT) kan du skabe en mere agil proces, hvor du hurtigt kan omsætte ideer til brugeroplevelser.

3: Hyper-skaleret drift
I modsætning til traditionelle CMS’er er mange headless CMS’er skabt som software-as-a-service (SaaS). Det betyder, at det er din softwareleverandør – og ikke din udviklingspartner eller IT-afdeling, der påtager sig ansvaret for driften af CMS’et, opgraderinger, oppetid, sikkerhed, skalering osv.
Det betaler du et abonnement for, typisk baseret på antal brugere, indholdsmængde og/eller netværksforbrug.
Så du har stadig ansvar for websitet (brugeroplevelsen), men selve CMS’et er ikke din hovedpine – og det betyder, at du står med en væsentlig lettere opgave i hænderne, end det ville være at drifte et traditionelt CMS og website.
Muligheden for at drifte websitet separat fra CMS’et gør det også lettere for dig at gøre dit website hurtigere ved øget trafik eller på tværs af verdensdele – og mere modstandsdygtigt overfor angreb eller nedbrud.
Cloud-tjenester som Microsoft Azure, Amazon Web Services (AWS), Akamai og Cloudflare har tjenester, der giver dig mulighed for at skalere ud til brugere i hele verden og tage højde for øget trafik omkring højtider, events eller kampagner. Det kan betyde, at du ikke bliver væltet, men er klar til at tage imod al den ekstra trafik under julehandlen og black friday – eller når du lancerer nye produkter på tværs af kloden.
Så hvis din organisation har adgang til cloud- eller SaaS-løsninger, kan headless være nøglen til en mere robust og effektiv drift.
Er headless det rigtige for mig?
Headless kan styrke din digitale forretning ved at få dine løsninger og brugeroplevelser hurtigere i luften – især hvis du kan (eller godt kunne tænke dig at) svare ja til spørgsmål som:
1. Kan din organisation vedligeholde centralt indhold på tværs af kanaler?
2. Er den tekniske udvikling tæt koblet til forretningen?
3. Er I rustet til kampagner, høje trafikmængder eller globale lanceringer?
For IT-organisationen kan headless desuden betyde mere effektive udviklings- og driftsprocesser – især hvis I:
1. Ønsker at skifte datacenter ud med cloud- eller SaaS-løsninger.
2. Vil modne arkitekturen ved at adskille drift og udvikling.
3. Vil sikre forretningssystemerne bag API’er og samtidig gerne vil styrke de digitale muligheder.
Kort fortalt kan headless give dig fart, fleksibilitet og skalerbarhed – men det kræver, at din organisation er klar til at arbejde struktureret og moderne med både indhold og teknologi.
Hvad kan vi hjælpe med?
En omlægning til en headless og composable arkitektur kan virke som en stor mundfuld, da det kan kræve en større transformation af din organisation og dine udviklingsprocesser – men det behøver ikke være tungt eller kompliceret.
I Pentia kan vi hjælpe dig med at designe din fremtidige digitale arkitektur, effektive processer for redaktioner og digital udvikling – og tegne en transformationsproces hen imod den moderne, fleksible arkitektur. Det har vi gjort for Codan, Ældre Sagen, Molio, Region Sjælland, Forbrugsforeningen, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen og mange flere.
Skal vi ikke tale om dig i stedet?
Tag fat i os – så giver vi sammen dit næste projekt flyvehøjde
