Kaffen smager ikke lige så godt som den på kontoret. Og man kan heller ikke hygge sammen over frokosten, som man plejer, men bortset fra det, så skabes der stadig masser af innovation og resultater hos Pentia.
Kontorerne på Islands Brygge og Aarhus Havn er skiftet ud med 90 hjemmekontorer, hvor dampen holdes oppe, og hvor dialogen med kunderne er lige så intens som altid.
Anna Høegh-Andersen er senior projektleder hos Pentia, og hun står i spidsen for en række af de projekter, som ruller videre under Corona-krisen.
"Heldigvis for os, har virksomheder overalt i verden allerede store erfaringer med virtuelt samarbejde på tværs af lande og kontinenter. Udvalget af virtuelle værktøjer er derfor enormt, og har betydet, at omstillingen i samarbejdet med vores kunder har været relativt let.”
Hvad med teamfølelsen?
Pentias kunder har været motiverede for at at fortsætte fremdriften, så vigtige projekter ikke går i stå under Corona. Det har været et vigtigt udgangspunkt.
”Vi har tidligere betragtet det fysiske møde, som en forudsætning for at opstarte et samarbejde med en ny kunde – særligt i forhold til at få skabt den rigtige teamånd. Men jeg er positivt overrasket over, hvor effektivt samarbejdet kan være, selvom vi udelukkende har mødtes på virtuelle platforme.”
I forhold til de sædvanlige ”ice-breakers” der bruges for at skabe teamfølelse allerede fra det første kick-off møde, måtte Pentia gå til øvelsen på en helt anden måde end normalt.
"Vi lavede en ”vis-os-din-udsigt” øvelse, hvor vi med kameraet i computeren stillede skarpt på vores udsigt fra hjemmekontoret. Opgaven var at gætte i hvilken by eller bydel udsigten hørte hjemme. Det tog sindsygt lang tid, men det var virkelig sjovt og gav os et fint førstehåndsindtryk af hinanden. Den læring har vi taget med os, så vi investerer tid i det sociale - men inden for den virtuelle ramme."
"Vi var meget skeptiske over at skulle starte projektet op, når vi ikke kunne mødes fysisk. Det har i den grad overrasket os, hvor godt det fungerer at bruge de virtuelle værktøjer"
Kunde hos Pentia
Kreative processer på digitale platforme
Design- og UX-processer, som typisk involverer en kæmpe stak post-its, er afløst af værktøjet Miro, som sammen med Teams skaber den perfekte legeplads for Pentias facilitator.
"Det er virkelig effektivt! Vi kan være kreative, lave post-it-øvelser, udforske og afklare problemstillinger og løsninger i samarbejde, og jeg oplever faktisk, at det på nogen punkter kan være en fordel at arbejde virtuelt, fordi vi har et strammere regelsæt i forhold til taletid. På den måde kommer alle til orde med deres input."
Alligevel lægger Anna ikke skjul på, at hun glæder sig til tiden efter Corona.
"Jeg savner selvfølgelig at være i samme rum som vores kunder og mine kollegaer, men vi har fra dag et været optaget af at sikre vores kunder, at verden ikke gik helt i stå. Det arbejde, vi har skabt under lockdown, kommer til at hjælpe vores kunder på den anden side."