DTU: ”Pentia skal udfordre og løfte os digitalt”
Pentia og DTU har indgået et nyt, spændende samarbejde med fokus på at styrke den digitale brugeroplevelse til glæde for de mange tusinde brugere.
Pentia skal derfor fremover, i tæt samarbejde med DTU, strømline og udvikle DTU’s webplatform, der med sine 900 subsites er en af landets største og mest komplekse løsninger med en underskov af integrationer og teknologier.
”Et moderne universitetsmiljø kan ikke fungere uden digitale kanaler, hvor forskning, uddannelse, samarbejde og innovation kan opleves og deles. Derfor er det en central opgave at stille et digitalt fundament til rådighed, som er nemt at bruge og som tydeligt præsenterer DTU som et internationalt eliteuniversitet”, fortæller Kasper Antonsen, der er webansvarlig og teamleder i Afdelingen for Forskning og Relationer.
En slankere, skarpere platform
Kasper Antonsen fra DTU uddyber, hvorfor valget faldt på Pentia.
”Vores platform er af ældre dato, og derfor har den løbende udvikling af naturlige årsager resulteret i en del knopskydning, stor kompleksitet og ældre teknologi. Som en af branchens stærkeste Sitecore-partnere var Pentia et oplagt valg til at hjælpe os med at udvikle vores platform på et strategisk og teknisk niveau, og så leverede de det stærkeste tilbud i udbudsrunden.”
Han tilføjer:
”Vi har store forventninger til samarbejdet med Pentia og, vi forventer at bliver udfordret, så vi i fællesskab kan skabe en moderne digital kommunikationsplatform. Vi forventer bl.a. at skære ned på antallet af tunge integrationer, så platformen står skarpere og slankere, og vi skal videreudviklevores digitale strategi – i samarbejde med Pentia.”
Et kæmpe digitalt potentiale
Hos Pentia udtaler Business Development Director, Andreas Rask Lundsgaard:
”Det er en spændende opgave både strategisk og udviklingsmæssigt at få en af Danmarks største og mest komplekse digitale løsninger mellem hænderne. DTU har et kæmpe digitalt potentiale, som vi glæder os til at udfolde endnu mere.”
Vil du gerne høre mere?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakt Business Development Director, Andreas Rask Lundsgaard på arl@pentia.dk eller på mobil 5360 0083.