Pressemeddelelse

Efter 8 års tæt partnerskab sender vi Digizuite videre på en enestående vækstrejse: Næste stop børsnotering

Dét, der startede som en iværksætterdrøm tilbage i år 2000, er nu vokset til et ambitiøst dansk selskab. Pentia har været med på vækstrejsen med både ejerandele, teknologisk sparring og bestyrelsesarbejde. Nu glæder vi os over Digizuites enestående succes og sender dem godt videre på nye globale markeder.
Digizuite 1920X1920

2020 har været et rekordår for Digizuite, der siden ændringen til en SaaS forretningsmodel i 2017 har vækstet deres abonnementsomsætning med 600 %.

Ambitionerne er imidlertid endnu højere. Derfor går Digizuite på Nasdaq First North med første handelsdag den 7. maj for at hente mellem 51-55 mio. til yderligere vækst. Der er allerede i forbindelse med aktieudbuddet en overtegning på 276 %.

I Pentia glæder vi os over at have været med på en intens vækstrejse med både ejerandele, teknologisk sparring og bestyrelsesarbejde. Tiden er kommet til, at Digizuite tager rejsen videre med nye investorkræfter.

”I Pentia tror vi på tætte strategiske partnerskaber, hvor man investerer i hinanden og støtter hinandens vækstrejser. For sammen kan vi noget mere. Sådan et partnerskab har vi haft med Digizuite. Vi er meget stolte over at have været med på deres enestående vækstrejse og vil følge dem tæt fremover”

Sådan siger Christian Ruud, CCO & Partner i Pentia, som sammen med Pentias bestyrelsesformand, Thomas Albert, har været aktive, strategiske sparringspartnere i rollen som bestyrelsesmedlemmer i Digizuite.

 

Om Digizuite

Digizuite er en global SaaS-virksomhed med hovedsæde i Danmark og kontorer i London, Bruxelle og USA. For mange virksomheder er det forretningskritisk at have kontrol over den omfattende mængde af digitalt marketing og corporate materiale, der produceres, og særligt hvem, hvor og hvordan det materiale bliver benyttet i forskellige kanaler. Digizuite hjælper med at håndtere hele content-værdikæden ved hjælp af Digital Asset Management software (DAM). Med AI og machine learning samles alt digitalt indhold i én central Cloud-platform. Det sikrer effektive content-processer og hurtigere time-to-market.

 

Mod nye globale markeder, USA som ét mål

Søren Skovbølling, bestyrelsesformand, hovedaktionær i Digizuite og erfaren serieentreprenør i IT- og softwarebranchen er med i front på Digizuites globale vækstrejse.

Han siger om fremtidsplanerne,

”Digizuite er allerede en vigtig aktør på det globale DAM (Digital Asset Management) marked, som i dag vurderes at udgøre 3 mia. og forventes at vækste +20 % om året de kommende år.
Virksomhedens position som en førende spiller skal styrkes ved investering i markedstilstedeværelse, produkt og organisation – ambitionen er at firedoble abonnementsomsætningen over de kommende 4 år”.

Følg med i Digizuites børsnotering her: https://www.digizuite.com/investor